Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.
Billedserier
Hent Adobe Flash player
I form til livet
Der var fart over feltet på SeniorHøjskolen, da 26 aktive kursister deltog i kurset "I form til livet". Traveture langs Vesterhavet, ved Limfjordens Bakker og Bølger samt i Klosterheden Plantage, hvor der blev kigget efter bæverhytter, dæmninger og fældede træer. Der var også vandmotion, spinning og fysiske øvelser på programmet, så pulsen kom op og musklerne sat på overarbejde. Masser af latter - men også en mere alvorlig snak omkring livsovergange, livskraft og livsmod, når livet udfordrer.

"Du bakkebløde bondeland" - 2 ugers højskole med gennemgående tema - kursus 29


2 ugers almen højskole med gennemgående temaer, foredrag og ekskursioner

Velkommen til 14 dage hvor du for alvor kan fordybe dig i et bestemt emne. En stor del af undervisningen foregår nemlig i 1 af 3 selvstændige temaforløb (24 timer), som er beskrevet nedenfor.

Derudover er der selvfølgelig fælles foredrag og ekskursioner.

Fælles ekskursioner
• Kloster Mølle
• Toftum Bjerge
• Trans
• Bovbjerg
• Vesterhavet

På dette kursus kan du vælge 1 af følgende temaer, der følges hele kurset  - Ved tilmelding skal det ønskede temaforløb oplyses

TEMA 1 - KROP OG SJÆL
I form til livet, vintervandringer 5-8 km, vandmotion & spinning

v/Julietta P. Jensen

To ugers højskoleophold med fokus på krop og sjæl, fællesskab, foredrag og musik - med vandreture i vestjyske vinterlandskaber, vandmotion og spinning.
Et højskoleophold for dig, som ønsker, at være fysisk aktiv - og derigennem få det bedre fysisk og psykisk. Unikke landskaber, naturoplevelser og naturglæde - godt for krop og sjæl: ”tank op, og hold dig i form til livet”. Vandreture med indhold, krydret med fortællinger fra egnen - om folk, flora og fauna. Vi går uanset vejr og vind, tag praktisk tøj og vandresko med. Medbring også badetøj og idrætstøj.
Bustur ud til vandreturenes startsted - heraf to heldagsture til henholdsvis Thy Nationalpark og Husby Klit - Hindø - Vesterstadil Fjord - medfører en ekstraudgift til bus på i alt kr. 300,-.


TEMA 2 - HISTORIE
Folket træder i karakter
- om Danmark og folket og de folkelige bevægelser 1871-1915

v/Lise Rokkjær, Asger Gyldenkærne, Kristian Tikjøb & Martin Ravn

”Folket træder i karakter” er et kursus om historie og samfund i perioden 1871 - 1915. Det er om provisorietiden og systemskiftet i 1901, om arbejderbevægelsen og andelsbevægelsen, om vækkelserne, både det indre missionske og det grundtvigske. Det er om store personligheder fra perioden, musikken, kunsten og litteraturen. Om I.C. Christensen, Tang Christensen, Karl Nielsen, Niels W. Gade, Niels Mahler. Jeppe Aakjær, Thit Jensen og Jutta Boisen Møller. Og mange andre. Og det handler om natursyn og folkets bevågenhed. Om realisme, impressionisme, ekspressionisme og mm.
Og så er der ekskursioner til Aakjærs Jenle, til Farsø og Johannes V. og Thit Jensens Museum og Mindestue samt til kirkerne i Bøvling og Harboøre.
Busture medfører en ekstraudgift til bus på i alt kr. 300,-.


TEMA 3 - SANG & MUSIK
Det handler om at synge

v/Ole Jørgensen & Martin Ravn

Sang fylder meget i vores kultur - både at lytte til sang og selv at tage del i sangen. Der er imidlertid en tendens til, at den folkelige sang er ved at forstumme - at vi lader andre om at synge, og vi sætter os passive og lytter til.
Vi vil i dette tema synge - det bedste vi kan! Gammelt og nyt, - alvorligt og muntert og prøve kræfter med at synge tostemmigt!
Vi vil lytte til store stemmer fra opera til populærmusik samt få redskaber til, hvordan man kan træne sin stemme til at synge bedre.
Derudover skal vi også opleve den forrygende operasangerinde Bente Zaber, der kommer og giver os nogle eksempler fra operaens verden.
Det kræver ingen specielle forudsætninger udover at have lyst til at synge, at lytte til stor musik - og måske have det sjovt samtidigt!
Tilknyttet fil:    Program - kursus 29 (1548 Kb)
Seniorhøjskolen Nørre Nissum  |   Degneparken 22, Nørre Nissum  |   7620  Lemvig  |   97 89 10 11  |   kontor@seniorhoejskolen.dk