Billedserier
Hent Adobe Flash player
Billeder fra dagligdagen
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.

Tørfisk – kom og smag på Vestjylland

19. april 2010
Glæden ved tørfisk vil vi gerne dele med dig, så derfor har Flemming, Kristian og Finn tørret og saltet et stort parti. Så længe lager haves, har du som kursist mulighed for at smage på det rigtige Vestjylland.

Klaprende lyde fra tørresnoren
Det er ikke blafrende vasketøj der hænger til tørre på SeniorHøjskolens i disse dage. Nej, snorene er fyldt med saltede isinger, der med Vestenvindens hjælp, hen af vejen bliver konserveret til ”Tarfisk” eller ”Dabs” som de også lokalt benævnes.
Saltet fisk var før i tiden en nødvendighed, for at lagre Vesterhavets og fjordens store mængder fisk. Når der i dag i april måned hænger tørfisk uden for de vestjyske huse, så er formålet mere den gode smag og hyggen.

Tørfisk skal vogtes
Med tørfisk er det som med vasketøj. Der skal holdes øje med vejret. Regner det må ”dabsene” ind, og så snart sol og vind igen er til det, så må de ud på snoren igen.
Men det er ikke kun vejret der skal holdes øje med. ”Æbleskud” er et velkendt landsdækkende efterårsproblem, men her vest på, skal man også i forårstiden holde et vågent øje med sin parcel. Ungersvende kan meget let fristes til at liste ind på privaten med henblik på at pille et par stykker af tørresnoren.

”Dem tarre æ di bejst – men dem våde æ di flejst!”
(De tørre er de bedste – men de våde er de fleste!). Ja, det er svært at holde fingrene fra tørfiskene, også inden de er helt færdige. Fristelsen til at smide haveredskaberne og sætte sig på en bænk, med lommekniv og en øl bliver let alt for stor.
Det er simpelthen lykken - først skal fisken flås, siden listes det tørre og salte kød af benene og så er det tid til at gumle på godbidden. Lugten er ikke den bedste, men det smager himmelsk af fisk og hav. Til at klare saltet, er det efterfølgende nødvendigt med en god tår pilsnerøl.

Sundt er det - ren fiskeprotein
Enhver rigtig hundeejer ved det. Hunden får styrke og i tilgift en glansfuld pels. Det samme gælder for mennesker, krudt til musklerne og lækkert hår. Skaldede har simpelthen fået for lidt tørfisk!


Opskrift på "Dabs"
Først skal fisken renses, hovederne tages af, finner og hale bevares. Bind fisken sammen to og to ved halefinnerne med en elstrips. Fiskene lægges i en balje og overdrysses rigeligt med groft salt (1. kg salt til 30 isinger). De ligger i 24 timer, hvor saltet trækker væden ud af fisken, så den næste dag ligger i en mættet saltlage.
Tag fisken op og hæng den på en tørresnor i det fri. I kraftig regn skal fisken i ly. Fisken tørres i 1-2 uger. I princippet kan dabsene herefter gemmes på et tørt sted. Men det anbefales at gemme i fryseren. Tørfisk skal fremstilles i april, før der kommer spyfluer!
Seniorhøjskolen Nørre Nissum  |  Degneparken 22, Nørre Nissum  |  7620 Lemvig  |  97 89 10 11  |  kontor@seniorhoejskolen.dk