Valgfag - kursus 12, 2021

VALGFAG 1

BESÆTTELSESTIDEN - DE FORBANDEDE ÅR

Selv om befrielsen nu ligger 75 år bag os, kan vi ikke slippe besættelsestidens historie, fordi den blev så skelsættende. Samtidig med, at det er vores forældres historie, er det jo også baggrunden for vores opvækst og dermed også vores historie. Ved at kende Besættelsestidens historie forstår vi vores egen historie.
Dels dukker der stadig ny viden op om dens dramatiske forløb, dels bliver vi vel aldrig færdig med at diskutere, om ikke mindst politikerne handlede rigtigt eller forkert. Var samarbejdspolitikken rigtig eller forkert?
Vi vil beskæftige os med besættelsestidens historie på forskellige måder - med dens forskellige aspekter, men også med efterkrigstiden i Danmark og den nye internationale orden med opdelingen i øst - vest, hvor Danmark blev tvunget til at vælge side.

v/Asger Gyldenkærne

DET VINDENDE VESTJYLLAND

Der blæst' en vældig vind, den daw ud' fra vest - sådan begynder en af De Nattergales mest kendte sange, og det kunne såmænd ikke være mere rigtigt. I den landsdel, hvor SeniorHøjskolen ligger, blæser det hver daw - altså lige på nær, når det stormer, og det gør det tit.
Når vi cykler på arbejde, tager ud for at fiske, dyrker landbrug, bygger huse, eller laver big business - så er det lige så sikkert som ammen i kirken, at vi vestjyder også har vinden med som en vigtig faktor i alt, hvad vi foretager os.
Herude har vinden altid formet både landskaber, mennesker og den omkringliggende natur - og den fortsætter med at give og tage liv. Den hårde vind her i yderste klitrække har dannet grundlaget for religiøse vækkelser, innovative løsninger, og unikke produkter, der ikke kun har betydning for den enkelte vestjydes hverdag - men som også er endt med at redde liv, skabe arbejdspladser og hjælpe til en grøn omstilling i en globaliseret verden.
Betaling på valgfaget max 250 kr.

v/Jens Hedevang

HØJSKOLESANGBOGEN - FOLK OG FORTÆLLINGER

Fællessang skaber fællesskab og det vil vi dyrke med både helt nye og godt brugte sange.  Hvis man vil finde kernen i, hvad der kan kaldes dansk -  søger efter eksempler på sammenhængskraft i dansk kultur samt eksempler på gedigen dansk lyrik i 200 år, så er højskolesangbogen ikke til at komme uden om! Vi dykker ned i sangene, i historien og fortællingerne, og synger af hjertens lyst - ”Så syng da Danmark, lad hjertet tale”.

v/Martin Ravn

FRANSKE TONER OG FILOSOFISKE SMULER - ”TOUREN” GÅR TIL DE FRANSKE BØGER

Franskmænd er et belæst folk, der altid har en bog i tasken eller i lommen til når de skal vente på en metro eller stå i kø - men hvad mon de læser? Vil I med på Touren, så dykker vi ned i nyt og gammelt fransk lige fra Camus’ ”Pesten” til den populære nutidige forfatter Delphine de Vigan - krydret med filosofiske franske og danske smuler fra Sartre og danske Søren Kierkegaard. Og vi bliver en smule småfilosofiske med de skønne letlæste bøger ”Den lille prins” af Antoine de Saint Exupery´s og ”Pindsvinets Elegance” af Myriel Barbery.

v/Marianne Gyldenkærne

VALGFAG 2

VILD, VILDERE, VIDUNDERLIGE VESTJYLLAND - VANDRETURE 4-6 KM

Dynamik og dansk natur - tag med ud på tur i vidunderlige Vestjylland, krydret med fortællinger om årstidens små og store mirakler - fra det mindste kryb og kravl, til det rene pip, bævere, ulve, kronhjorte, samt om folk og fæ. 5 raske vandreture ved hav og fjord, i store åbne vidder, bakker, bølger og i skovens dybe stille ro. Storslåede landskaber, og magiske naturoplevelser, naturglæde - godt for krop og sjæl. Vi går uanset vejr og vind, så medbring godt udetøj og sko.
Busture ud til vandreturenes startsted.
Betaling på valgfaget 250 kr.

v/Julietta P. Jensen

DIGTERSPOR I LANDSKABET

Faktisk er vores syn på naturen i forvejen formet af forfattere.
For kunstnerne skaber landskaber, ligesom landskaber har skabt forfatterskaber.
Vi fordyber os i fortællinger og drager på ekskursioner ud i landskabet og afsøger de steder, hvor litteraturen skabes og fortællingerne finder sted.
Vi skal synge, læse, lytte, se og opleve - både på højskolen og ude i felten.
(Salling og Jenle, Nørre Vosborg og Stråsø Plantage samt Vesterhavet).
Valgfaget indeholder en hel- og to halvdagsekskursioner. Betaling på valgfaget 200 kr.

v/Lise Rokkjær

DE STORE KLASSIKERE - MED STRYG, BLÆS, TANGENTER OG DIRIGENTSTOK

Fra Puccini til Mozart over Beethoven med et drys af Strauss og et kvist Chopin. Som pynt tager vi lige en håndfuld Rachmaninov.
Musikkens verden er forunderlig, vidunderlig, og uudtømmelig.
Vi vil lytte til klassisk musik - se lidt på historien bag. Vi vil se lidt på opbygningen af værker -Vi skal opleve
nyde, ”smage” og forhåbentlig blive lidt klogere, men også lære at modtage uden at analysere eller
gennemgå tekniske vanskeligheder. Bare lytte og se, hvor det tager os hen.
Vi vil naturligvis se på de forskellige komponisters historie og gennemgå kort om deres liv…
Faget vil også byde på en masse smagsprøver af den gode musik (enkelte satser), men vi vil også nyde en koncert i dens fulde længde (måske byder vi endda på en operafilm?)
Dette er for dig, der kan lide klassisk musik - men også for dig, der gerne vil prøve at udforske genren.

v/Ole Jørgensen

RAKU - ØSTENS FORUNDERLIGE KERAMIK

I dette valgfag dykker I ned i østens forunderlige keramik. Processen er i starten klassisk lerarbejde, med formgivning og brænding. Rakuprocessen begynder først, når I skal til at lægge glasur på de brændte emner og efterfølgende, når I går i gang med den helt specielle brændingsteknik. Modsat andre keramiske glasurbrændinger, er processen hurtig. Emnet varmes op til glasurens smeltepunkt, hvorefter emnet reduceres under savsmuld. Det giver ild og røg - men kort tid efter kan I fiske emnerne ud af bålet og nyde deres overraskende skønhed. Raku er kendetegnet ved, at glasuren under reduktionen får en ekstra blank og skinnende effekt samt, at der opstår smukke krakeleringsmønstre. Et valgfag for såvel øvede som uøvede. En betaling til materialer må påregnes.

v/Kristian Tikjøb

Kurser på Seniorhøjskolen
3 apr 2024
3 apr 2024
10 apr 2024
Se alle kurser