Valgfag - kursus 19, 2021

VALGFAG 1

HØJSKOLESANGBOGEN - FOLK OG FORTÆLLINGER

Fællessang skaber fællesskab og det vil vi dyrke med både helt nye og godt brugte sange.  Hvis man vil finde kernen i, hvad der kan kaldes dansk -  søger efter eksempler på sammenhængskraft i dansk kultur samt eksempler på gedigen dansk lyrik i 200 år, så er højskolesangbogen ikke til at komme uden om! Vi dykker ned i sangene, i historien og fortællingerne, og synger af hjertens lyst - ”Så syng da Danmark, lad hjertet tale”.
v/Martin Ravn

VESTKYST OG VILDE FORTÆLLINGER

Gennem foredrag og ture ud i landskabet sætter vi nogle af egnens ”skøre eksistenser” stævne.
Mød ”Mordbrænderen”, ”Bitte Fanden”, Johnny Madsen og mange andre.
Se, hvad knægten fra Bøvling Klit bragte med sig hjem efter endt ophold i den romerske hær for snart 2000 år siden! ”De tørre er de best”, synger Johnny Madsen på sin første solo-LP som hyldest til egnsspecialiteten tørfisk….få opskriften og en smagsprøve…hvis I tør!!
Vi skal opleve Naturen og Mennesket, Fortiden og Nutiden fra Nørre Nissum til Lemvig og videre over Harboøre til Thyborøn. Derudover går turen til Bøvling Klit, Nissum fjord og Torsminde, hvor Klit-Per historierne har rod.
Glæd dig til en skøn blanding af naturoplevelser og fortællinger fra det skønne Vestjylland, hvor der både er højt til loftet og til tider også vand i kælderen!!
Betaling på valgfaget 150 kr.
v/Peder Laursen

FRANSKE TONER OG FILOSOFISKE SMULER - ”TOUREN” GÅR TIL DE FRANSKE BØGER

Franskmænd er et belæst folk, der altid har en bog i tasken eller i lommen til når de skal vente på en metro eller stå i kø - men hvad mon de læser? Vil I med på Touren, så dykker vi ned i nyt og gammelt fransk lige fra Camus’ ”Pesten” til den populære nutidige forfatter Delphine de Vigan - krydret med filosofiske franske og danske smuler fra Sartre og danske Søren Kierkegaard. Og vi bliver en smule småfilosofiske med de skønne letlæste bøger ”Den lille prins” af Antoine de Saint Exupery´s og ”Pindsvinets Elegance” af Myriel Barbery.
v/Marianne Gyldenkærne

VALGFAG 2

HØJDEPUNKTER I DANMARKSHISTORIEN

Danmarkshistorien er jo ikke beskrivelsen af en rolig, fremadskridende proces, der fører til skildringen af det Danmark, vi kender i dag. Det er derimod dramatiske episoder, der har givet udviklingen drejninger, som har haft store konsekvenser.
Som et eksempel reformationen - ikke bare betød den et kirkeligt sporskifte på længere sigt men også en betydelig styrkelse af kongemagten og skabte grundlaget for de kirkelige brydninger i 1800-tallet.
Vi vil på kurset tage sådanne centrale temaer op og se på deres langtidsbetydning for udviklingen.
Det kan være emner som vikingetiden, middelalderen, reformationen, den folkelige rejsning i 1800-tallet, højskolen og systemskiftet samt besættelsestiden.
v/Asger Gyldenkærne

SOMMERVANDRINGER, 4-6 KM

Prøv engang at lukke øjnene, og forestil jer, at I står midt i den vestjyske natur - hvad ser I for jer?
Måske vidtstrakte sandstrande, klitlandskaberne, der tårner sig op, lærken, der hænger under himlen på heden. Fjordene, der bugter sig og skaber kringlet vig. De bløde, nærmest sandpapirsformede morænelandskaber, der bugter sig mod nord - og som står i så stærk kontrast til det flade land mod syd, der præges af fortidens enorme smeltevandsdale, der gennemskærer landskaberne på kryds og tværs - eller måske sidder I musestille midt i landets største plantage og venter på et glimt af bæveren, der padler forbi, mens I nyder at være små i en storslået natur.
På vores vandreture hjælper vi jer med at få øjnene op, og gør jeres forestillinger om, hvad Vestjylland er til virkelighed - her skal vi sammen med skolens naturvejleder drage ud i landskabet, få indtrykkene ind under huden og op igennem benene.
Betaling på valgfaget max 250 kr.
v/Jens Hedevang

PENSEL, PIGMENT, POSTEVAND OG PAPIR - AKVARELMALERI FOR ALLE

Her får I kulør på tilværelsen. Vi arbejder med hurtige skitser, men også med mere gennemarbejdede billeder. Vi kommer til at male frit, landskaber og opstillinger. Et valgfag for såvel øvede som uøvede.
En mindre betaling til materialer må påregnes.
v/Kristian Tikjøb

Kurser på Seniorhøjskolen
3 apr 2024
3 apr 2024
10 apr 2024
Se alle kurser