Valgfag - Kursus 28

PÅ TO HJUL UD I DET BLÅ

Den nære geografi omkring højskolen byder på forunderlige landskaber. Vi cykler korte ture i en smuk, varieret og afvekslende natur. Landskaberne rummer mange fortællinger om både de istider, der skabte landet, om os, der bor her nu, og om vore forfædres livsbetingelser. Med tramp i pedalerne, kaffe på termokanden og vidt udsyn bliver vi klogere på, hvor digteren Thøger Larsen hentede sin inspiration og egnens malere fandt malerkasserne frem.

Medbring egen cykel.

v/ Lise Rokkjær, LR

VANDRETURE I VIDUNDERLIGE VESTJYLLAND 4-6 KM

En ikke uvæsentlig del af Danmarks kyst smyger sig langs Limfjordens krumninger og Vesterhavets dramatiske lerskrænter ved Bovbjerg og viser sig gang på gang i et smukt samspil mellem morænelandskabet, fjorden og havet. I dette landskab skal vi ud at vandre.

v/ Knud Sørensen, KS

VESTKYSTEKSPEDITIONER

Rundt om i hele Danmark finder vi historiens spor, men få steder så markante som her i Vestjylland. Her er fuldt af spor og minder, som vi vil opsøge: Spor efter kirke og tro og en markant deling i den grundtvigske og den missionske retning, eksemplificeret i Bøvlingbjerg og Harboøre. Vi ser hvordan bevægelserne har præget de to byer, og hvordan det er i dag. Spor efter 1. verdenskrig hvor vi vil fordybe os i Danmarks rolle og dets muligheder med besøg i det nye Sea War museum og dets store samling fra Jyllandsslaget, det største søslag under 1. verdenskrig. Og endelig sporene efter 2. verdenskrig med besøg i Hanstholm, hvor Europas største bunkersanlæg findes. Samtidig vil vi komme ind på flygtningestrømmen i slutning af verdenskrigen og deres skæbner.

v/ Asger Gyldenkærne, AG

FRIT BRODERI OG STOFTRYK

I dette valgfag skal vi brodere et personligt betræk til skråpuden. Vi vælger skråpuden, fordi den har en dejlig regulær flade, der indbyder til fri leg i broderi. Vi bruger den samme pude som form for at kunne tale om forskellige broderi-typer og stilarter ud fra den. Hver pude bliver helt unik, for selvom I får den samme indføring i idéudviklingsprocessen, i grundlæggende farvelære og komposition, samt i stoftryk og forskellige frie sting, vil det være helt individuelt, hvordan I forvalter denne viden gennem jeres personlige designproces. Målet er, at pudebetrækkene er færdige efter de 3 første gange, så vi kan brodere en lille overraskelse den sidste gang. Det er selvfølgelig hemmeligt, men hvis I bliver færdige, kan resultatet bruges ved festaftenen.

Vi sørger for, at der er de redskaber og materialer, vi skal bruge.

v/ Benedicte Harder, BH

MALERI MED AKRYL, AKVAREL OG FARVEKRIDT

Vi vil arbejde med fortrinsvis akrylmaleri, men også udforske akvarel, farvekridt og andre muligheder og materialer, når vi vil fordybe os i emnet ”mennesket og naturen”. Vi vil se, om vi kan møde både vildskab og farlighed, dæmoni og idyl. Naturen opfattes forskellig fra periode til periode og fra kultur til kultur. Vi mennesker ser os ofte som stående uden for naturens verden, men er der virkelig så stor en opdeling mellem mennesket og naturen? Vi vil prøve at fange og male dette spænd på dette valgfag. Vi sørger for pensler og andre materialer. Du sørger for tøj, der gerne må komme en klat akrylmaling på.

v/ Johanne Randen, JR

MUSICALS

Musical er stadig en stor succes og en genre i udvikling. Vi skal se på udviklingen fra den gode modtagelse og spæde start og til, hvordan det er med den store interesse i dag.

Vi vil også se på de forskellige perioder og stilarter, der findes i musicalgenren fra de klassiske til de mere rockede. Vi vil kigge på spændet mellem fiktionen i historien til ”based on a true story” musicals. Og vi vil se på, om der findes politik i musicals, skjulte dagsordner, provokerende budskaber osv.

Det hele krydres med et par musicalsfilm og en masse småklip fra de forskellige perioder. Vi får også besøg af en instruktør og hører, hvordan han arbejder med at opsætte en musical på scenen. Og særligt på kursus 7 skal vi ind og se ”Mød mig på Cassiopeia” i Folketeaterets opsætning. Billetterne er allerede med i din kursusbetaling.

v/ Ole Jørgensen, OJ

NYERE NORDISK LITTERATUR

Liv og skæbnefortællinger i den nyeste islandske, norske, svenske og danske litteratur. Natur og menneskeliv og menneskelivets natur. I islandsk litteratur er naturen den stor dramaturg, der sætter dagsorden for livet. Men menneskenaturen rummer i sig selv et drama, når de store følelser kommer til at styre livet. En læsning af islandsk litteratur, norsk familiedrama, svensk familiefortælling og en afdæmpet dansk fortælling om et på overfladen stille liv med indbygget drama. Fra Jón Kalmar Steffanson, Vigdis Hjort, Linn Ulmann til Ida Jessen.

v/ Marianne Gyldenkærne, MG

BLIK FOR BILLEDER:
Kunsthistorie og billedanalyse

Du kan få større udbytte ud af kunst, når du har nogle redskaber til at åbne kunsten med. I valgfaget arbejder vi med metoder til at analysere maleri og skulptur. Hvordan læses et realistisk, et abstrakt, et surrealistisk eller et konceptuelt værk? I valgfaget tager vi så vidt muligt udgangspunkt i de kunsthistoriske perioder, som interesserer jer på holdet.

v/ Kristian Tikjøb, KT

Kurser på Seniorhøjskolen
1 maj 2024
14 | 01.05 - 07.05.24 | 5.450 KR | 1 uge
8 maj 2024
15A | 08.05 - 14.05.24 | 5.350 KR | 1 uge
8 maj 2024
15B | 08.05 - 14.05.24 | 5.350 KR | 1 uge
Se alle kurser