Valgfag - kursus 33

LITTERATUR & EKSISTENS

Velkommen til et litterært valgfag om dilemmaer og valg, mening og håb. Med udgangspunkt i ny nordisk litteratur sætter vi fokus på menneskelivet og en række eksistentielle spørgsmål om glæde og sorg, værdighed og mening, skam og kærlighed.
Vi tager Skandinavien rundt med læsebrillerne på og tager udgangspunkt i danske Kathrine Marie Guldagers "Et rigtigt liv". Herfra drager vi nordpå til norske Vigdis Hjorth, Per Petterson og Linn Ullmann, videre til islandske Jón Kalman Stefánsson og Nordisk Råds litteraturprismodtager i 2018 Audur Ava Ólafsdóttir og tilbage til Danmark igen til Ida Jessen og Helle Helle.
Ord skaber, hvad de nævner, og hvad gør ordene ved os?
Ekskursionsudgift max 100 kr.

v/ Marianne Gyldenkærne, MG

VERS OG VISER

Det hele begyndte med Bellman og hans bittersøde viser om liv og død, hentet fra det svenske folkeliv i 1700 tallet. Han har inspireret mange senere visekunstnere som Gunnar Weenerberg, Birger Sjøberg og Evert Taube, norske Alf Prøysen, Erik Bye og mange flere. Her i Danmark er Halfdan Rasmussen, John Mogensen, Niels Hausgaard og Benny Andersen også en del af den nordiske visetradition
Ekskursionsudgift max 100 kr.

v/Martin Ravn Jensen, MR

MED FOLKEHOLD OG FOLKEVOGN

Husker du smagen af Richs kaffe, lugten fra tørv og løbesod, eller husker du tiden, hvor mor fik fryser, og far fik folkevogn?
Det vestjyske samfund i by, på land og ved vand har gennemgået en kolossal forandring de sidste hundrede år. Vi skal på en nostalgisk tidsrejse hos lokale virksomheder, på egnens museer og møde lokale ildsjæle, der sammen med os skal finde ind til kernen af, om alting nu også var bedre i gamle dage.
Ekskursionsudgift max 250 kr.

v/Jens Hedevang, JH

ILLUSTRATION AF HØJSKOLESANGBOGEN

Kender du til, at en bestemt sang fremkalder helt tydelige billeder og stemninger inden i dig?
I dette valgfag skal vi have billederne ned på papir, for vi skal illustrere vores yndlingssange fra højskolesangbogen. Vi skal arbejde med at finde ind til sangens stemning og budskab, finde 'billeder' i teksten, indsnævre motivet og ikke mindst at tegne flotte, sjove og stemningsfulde illustrationer.
Du behøver ikke at være en erfaren tegner for at deltage, du skal blot have lyst til at tegne med. En enkel tændstikmand kan med de rette greb blive til en fantastisk illustration. I faget lærer du forskellige grafiske tricks til at lave gode illustrationer. Efter kurset vil du helt sikkert være i stand til illustrere sangen til dit
barnebarns konfirmation eller din kones 70-års fødselsdag.
Vi arbejder på papir med blyanter, flydende tusch, farveblyanter og kridt, så husk passende arbejdstøj.
Materialeudgift max 250 kr.

v/ Tine Lind, TL

SØNDERJYLLANDS HISTORIE OG GENFORENINGEN

Her i 100 året for genforeningen er det naturligt, at vi beskæftiger os med dette store problem.
Med udgangspunkt i Preussens anneksion af Sønderjylland, deres hårdhændede fortyskningspolitik og 1. verdenskrigs forløb, sætter vi fokus på landsdelen. Vi vil søge at trække de store linjer op og se, hvad det betød for den enkelte sønderjyde.
Med Tysklands nederlag viste sig muligheden for en genforening af den nordlige del af Sønderjylland med Danmark, men inden det kom så vidt, måtte man gennem en lang og vanskelig proces, både i Danmark og Sønderjylland.
Vi slutter valgfaget med at følge udviklingen i Sønderjylland, ikke mindst i mellemkrigsårene og udviklingen i de to nationale mindretal.
Ekskursionsudgift max 100 kr.

v/Asger Gyldenkærne, AG


TRIVSEL I HVERDAGEN

Her skal vi gennem oplæg og øvelser booste din mentale energi i dagligdagen og blive klogere på trivsel og velvære i den tredje alder. Vi beskriver og drøfter værktøjer og virkemidler til at favne de livsforandringer og nye hverdagsrutiner, som den tredje alder ofte bærer med sig. Nogle af problemstillingerne viser sig ofte at være ganske almene og slet ikke så personlige og mørklagte, som vi forestiller os.
Kroppen kan ikke adskilles fra hovedet i denne sammenhæng, så derfor er der i programmet indlagt skånsom bevægelse og fysiske styrke-/balanceøvelser, der kan gå hånd i hånd med det mere intellektuelle stof.
Modulerne rummer oplæg, teori, debat og samtale.

v/Sisse Skovbakke, SS

DET VESTJYSKE FUGLEPARADIS I KUNST OG EKSKURSIONER

Vestjylland rummer nogle af Danmarks vigtigste fuglelokaliteter, hvor flere hundrede tusinder af fugle i foråret og efteråret tanker op på vej frem eller tilbage til yngleområderne i nord. Ligeledes er der masser af fugle der har de samme lokaliteter som yngleområde. Fuglene var de første til at tage landskabet i brug, siden kom mennesket, det har givet et fællesskab fugl og menneske imellem, men også rigtig meget, som absolut ikke er i fuglenes favør. Det er problematikker vi vil se nærmere på. Der vil også være et stort fokus på kunstnere som har haft fugle som omdrejningspunkt, især kunstnere som har taget udgangspunkt i fuglelivet i Vestjylland.

Pris for kursus 200 kr. til bus

v/Kristian Tikjøb, KT

PAPIRKLIP OG TEGNING

På dette værksted skal vi først og fremmest arbejde med papirklip.
Da jeg var barn i tresserne, var jeg med mine forældre i Polen. Mine forældre købte mange af de smukke papirklip, der den gang blev lavet og solgt overalt i Polen. Da vi kom hjem, gik jeg selv i gang med at lave foldeklip af dansende traner, trolde og frodige kvinder.
Senere så man kinesernes fine, grafiske papirklip. Og det at arbejde med papirklip blev i de år en stor trend.
Maleren Matisse og forfatteren og billedkunstneren William Heinesen har begge brugt papiret at udtrykke sig med. Matisse meget dekorativt og Heinesen stærkt fortællende. Begge store inspirationskilder.
På dette kursus kan man klippe eller skære direkte i papiret, eller man kan tegne sit motiv først, så man er på mere sikker grund. Vi vil arbejde med sort og hvidt papir og med papir, som vi selv indfarver.
Materiale- og ekskursionsudgift max 250 kr.

v/Gitte Klokker, GK

Kurser på Seniorhøjskolen
17 apr 2024
1 maj 2024
14 | 01.05 - 07.05.24 | 5.450 KR | 1 uge
8 maj 2024
15A | 08.05 - 14.05.24 | 5.350 KR | 1 uge
Se alle kurser