Valgfag - kursus 39, 2021

VALGFAG 1

UDSIGT TIL INDSIGT - TRIVSEL I DEN 3. ALDER

Valgfaget dykker ned i vores 3. livsfase med alle dens facetter af frem- og tilbageblik. Hvordan fremmer vi vores trivsel midt i forandringsfasen til seniorliv? Og er der snublesten eller faldgruber, som vi gerne vil styre fri af?
Valgfaget byder også på en bustur ud af huset.
Betaling på valgfaget 50,- kr.
v/Sisse Skovbakke

SE MUSIKKEN

En films lydside har i mange år været lidt underkendt - en vandbærer til billederne, de egentlige helte, udover skuespillerne, instruktøren og fotografen. I dag er specielt filmmusikken blevet en anerkendt kunstart, som også har fundet vej til alverdens koncertsale. Hvem ville kunne forestille sig ”Starwars” uden John Williams, eller for den sags skyld ”Olsenbanden” uden Bent Fabricius Bjerre? Vi vil dykke ned i filmmusikkens historie og virkemidler og forhåbentlig blive klogere på musikkens betydning og således også på filmene.
v/Martin Ravn

VESTKYST OG VILDE FORTÆLLINGER

Gennem foredrag og ture ud i landskabet sætter vi nogle af egnens ”skøre eksistenser” stævne.
Mød ”Mordbrænderen”, ”Bitte Fanden”, Johnny Madsen og mange andre.
Se, hvad knægten fra Bøvling Klit bragte med sig hjem efter endt ophold i den romerske hær for snart 2000 år siden! ”De tørre er de best”, synger Johnny Madsen på sin første solo-LP som hyldest til egnsspecialiteten tørfisk….få opskriften og en smagsprøve…hvis I tør!!
Vi skal opleve Naturen og Mennesket, Fortiden og Nutiden fra Nørre Nissum til Lemvig og videre over Harboøre til Thyborøn. Derudover går turen til Bøvling Klit, Nissum fjord og Torsminde, hvor Klit-Per historierne har rod.
Glæd dig til en skøn blanding af naturoplevelser og fortællinger fra det skønne Vestjylland, hvor der både er højt til loftet og til tider også vand i kælderen!!
Betaling på valgfaget 150 kr.
v/Peder Laursen

VALGFAG 2

SLESVIG - VORT OMSTRIDTE LAND

Det er aldrig sjovt at være et bufferområde mellem to stater, der ikke er på talefod. Det fortæller den slesvigske historie alt om. Gang på gang har det været omstridt, hvem der skulle have herredømmet over området fra Ejderen til Kongeåen. Mange forskellige konstruktioner har været afprøvet i tidens løb. Ikke alle med lige stort held.
Men som følge af denne placering mellem dansk og tysk er opstået en særlig kultur, så mange i tidens løb har sagt: Vi er ikke tyske, vi er ikke danske - vi er slesvigere.
Den dag i dag ser vi i Slesvig en kulturel mangfoldighed, der er enestående.
Vi vil følge historiens løb i Slesvig med nedslagspunkter i de store og voldsomme begivenheder, og naturligvis også genforeningen - for var den et endegyldigt punktum for stridighederne? Eller var den blot begyndelsen på en ny nationalitetskamp?
v/Asger Gyldenkærne

LIVETS GANG I LIDENLUND - ET MYLDER AF MINDER FRA LAND OG BY

Husker I smagen af Richs kaffe, lugten af løbesod, tyskernes indtog i landet eller måske I husker, da mor fik fryser, og far fik folkevogn?
Kort sagt skal vi på en nostalgisk tidsrejse hos lokale virksomheder, på egnens museer og møde lokale ildsjæle, der sammen med os skal finde ind til kernen af, om alting nu også var bedre i gamle dage.
Kurset har Vestjylland som omdrejningspunkt, og vi skal beskæftige os med, hvordan livet har udviklet sig, ikke kun på landet men også i byen - og hvad vil være mere naturligt end at tage den lune og humoristiske tilgang til opgaven, som Gantriis fangede i striben ”Livets gang i Lidenlund”.
Vi skal også se lidt nærmere på, om Lemvigs geografiske placering er så langt væk fra København, at Udkantsdanmark ikke er nået herud endnu? Og om der fortsat er en rest af de ”ægte vilde” derude på heden.
Betaling på valgfaget max 250 kr.
v/Jens Hedevang

PILE- OG BARKFLET

Om vinteren høstes pilen - tørres og opbevares tørt. Når grenene skal bruges, opblødes de i 5 dage.
På dette valgfag får I mulighed for at lave små og store fuglefoderstationer - engle og stjerner, kurve og fade med mere.
Alt afhænger af din formåen og lyst. I vil få en fornemmelse af pilens forskellige farver, dufte og styrke og kendskab til pilens bark.
Pilens bark kan hurtig opblødes og bruges sammen med pil eller til stjerner, bøtter og billeder samt meget mere. Valgfaget er både for uøvede og øvede.
Materialeudgift 200 kr.
v/Karin Christensen

PILATES - SMIDIG, SMUK OG STÆRK

På dette valghold skal vi arbejde hele kroppen igennem indefra og ud. Du vil få smurt alle de små indre tandhjul, særligt i bækken, mave, ryg, skuldre og nakke. Men også resten af kroppen vil blive forkælet.
Vi skal lave pilates både stående, på måtte, på bold, i det varme vandbassin, med elastikker og meget andet.
Vi skal bla. træne og nusse om vores fødder og hænder, lave ansigtsyoga og skønne afslappende afspændinger. Og så skal vi på tur - med kur.  
v/Anja Christensen

Kurser på Seniorhøjskolen
3 apr 2024
3 apr 2024
10 apr 2024
Se alle kurser