Valgfag - kursus 9, 2021

VALGFAG 1

FORTÆLLINGENS FASCINATION

Den levende fortælling har altid været et af folkehøjskolens kernepunkter. Beretningen om os selv er udmøntet i myternes livsforståelse og opfattelse af sammenhængskraft. I sagnenes folkelige udtryk for det, vi ikke forstod. I legendernes intense og moralske billeder. Og eventyret: Ja, Danmark er indbegrebet af eventyr. Vær med til et inspirerende forløb, hvor vi i fællesskab afdækker fortællegenrens mange ideer og baggrunde. Vi skal lytte til morsomme, tragiske, medrivende, fantasifulde, - måske frivole, måske opbyggelige - men altid inciterende fortællinger.

v/Erling Agergaard

BLIK FOR BILLEDER - VÆRKTØJER TIL EN STØRRE KUNSTOPLEVELSE

I kan få større udbytte ud af kunst, når I har nogle redskaber til at åbne kunsten med. I valgfaget arbejder vi med metoder til at analysere maleri og skulptur. Hvordan læses et realistisk, et abstrakt, et surrealistisk eller et konceptuelt værk? I valgfaget tager vi så vidt muligt udgangspunkt i de kunsthistoriske perioder, som interesserer dig. Vi vil besøge et af de lokale kunstmuseer, som præsenterer den mest relevante udstilling i forhold til valgfaget.
Betaling på valgfaget 100 kr.

v/Kristian Tikjøb

LIVETS GANG I LIDENLUND - ET MYLDER AF MINDER FRA LAND OG BY

Husker I smagen af Richs kaffe, lugten af løbesod, tyskernes indtog i landet eller måske I husker, da mor fik fryser, og far fik folkevogn?
Kort sagt skal vi på en nostalgisk tidsrejse hos lokale virksomheder, på egnens museer og møde lokale ildsjæle, der sammen med os skal finde ind til kernen af, om alting nu også var bedre i gamle dage.
Kurset har Vestjylland som omdrejningspunkt, og vi skal beskæftige os med, hvordan livet har udviklet sig, ikke kun på landet men også i byen - og hvad vil være mere naturligt end at tage den lune og humoristiske tilgang til opgaven, som Gantriis fangede i striben ”Livets gang i Lidenlund”.
Vi skal også se lidt nærmere på, om Lemvigs geografiske placering er så langt væk fra København, at Udkantsdanmark ikke er nået herud endnu? Og om der fortsat er en rest af de ”ægte vilde” derude på heden.
Betaling på valgfaget max 250 kr.

v/Jens Hedevang

VESTKYST OG VILDE FORTÆLLINGER

Gennem foredrag og ture ud i landskabet sætter vi nogle af egnens ”skøre eksistenser” stævne.
Mød ”Mordbrænderen”, ”Bitte Fanden”, Johnny Madsen og mange andre.
Se, hvad knægten fra Bøvling Klit bragte med sig hjem efter endt ophold i den romerske hær for snart 2000 år siden! ”De tørre er de best”, synger Johnny Madsen på sin første solo-LP som hyldest til egnsspecialiteten tørfisk….få opskriften og en smagsprøve…hvis I tør!!
Vi skal opleve Naturen og Mennesket, Fortiden og Nutiden fra Nørre Nissum til Lemvig og videre over Harboøre til Thyborøn. Derudover går turen til Bøvling Klit, Nissum fjord og Torsminde, hvor Klit-Per historierne har rod.
Glæd dig til en skøn blanding af naturoplevelser og fortællinger fra det skønne Vestjylland, hvor der både er højt til loftet og til tider også vand i kælderen!!
Betaling på valgfaget 150 kr.

v/Peder Laursen

VALGFAG 2

VILD, VILDERE, VIDUNDERLIGE VESTJYLLAND - VANDRETURE 4-6 KM

Dynamik og dansk natur - tag med ud på tur i vidunderlige Vestjylland, krydret med fortællinger om årstidens små og store mirakler - fra det mindste kryb og kravl, til det rene pip, bævere, ulve, kronhjorte, samt om folk og fæ. 5 raske vandreture ved hav og fjord, i store åbne vidder, bakker, bølger og i skovens dybe stille ro. Storslåede landskaber, og magiske naturoplevelser, naturglæde - godt for krop og sjæl. Vi går uanset vejr og vind, så medbring godt udetøj og sko.
Busture ud til vandreturenes startsted.
Betaling på valgfaget 250 kr.

v/Julietta P. Jensen

HVERDAGSHISTORIER - FRA TVSERIEN MATADOR OG DEN VIRKELIGE VERDENS LIDENLUND

Hvad er det lige, der fanger, fængsler, fascinerer og fortryller ved de rundt regnet 27 timers tv-drama? En fremragende udviklingshistorie, suveræne skuespilpræstationer eller de besynderlige, bizarre og betagende figurer i Lise Nørgaards persongalleri?
Vi vender det hele - men kigger også lidt dybere på udviklingshistorien og den reelle historiske tid. Husmødrenes historie, ægteskab med eller uden kærlighed, homoseksualitet, krigen, Indre Mission og det grundtvigske samt over- og underklassen.
Valgfaget byder på to ekskursioner. Vi skal besøge Damernes Magasin i Lemvig og besøge et særligt sted i Fjaltring, der rummer et museum med remedier, der fortæller 100 års danmarkshistorie.
Betaling på valgfaget 100 kr.

v/Lise Rokkjær

MUSICALS - DEN SYNGENDE (OG DANSENDE) FORTÆLLING

Musicals er stadig en stor succes, og der er en stor udvikling i gang.
Vi skal se på udviklingen fra start til i dag - historien bag den spæde start og til det, den er blevet til i dag.
Hvorfor tog det så lang tid inden musicalen slog igennem i Danmark?
Vi vil også se på de forskellige perioder og stilarter, der findes i Musicalgenren - fra de klassiske til de mere rockede.
Fiktionen i historien til de ”based on a true story” musicals. Findes der politik i musicals, skjulte dagsordner, provokerende budskaber osv.
Det hele krydres med et par musicalfilm og en masse små klip fra de forskellige perioder.
Vi får besøg af en instruktør og hører, hvordan man arbejder med at opsætte en musical på scenen.
Faget vil også byde på en musicalkoncert, der viser forskellige måder at synge på, og de forskellige genrer, der er i musicalen.

v/Ole Jørgensen

LÆDERVÆRKSTED

I boligmontager ser vi for tiden, hvordan naturmaterialer har stor plads i boligen, f. eks skind, pels, træ og læder. Her vil vi arbejde i kernelæder i naturfarve, og vi vil også prøve at indfarve læderet med narvsværte. Vi laver ikke kun boligting som æsker og krukker, men også brugsting som bælter, punge, etuier og små tasker.
En mindre betaling til materialer må påregnes.

v/Bodil Keldorff

Kurser på Seniorhøjskolen
1 maj 2024
14 | 01.05 - 07.05.24 | 5.450 KR | 1 uge
8 maj 2024
15A | 08.05 - 14.05.24 | 5.350 KR | 1 uge
8 maj 2024
15B | 08.05 - 14.05.24 | 5.350 KR | 1 uge
Se alle kurser