GRUNDLOVSFEST 2024
Grundlovsfest i Højskoleparken - fri entré
Hermed inviteres til en eftermiddag, hvor vi vil fejre grundloven med taler, korsang, fællessang, jazzmusik, fadøl og helstegt pattegris.
For andet år i træk afholder SeniorHøjskolen Grundlovsfest med taler, fællessang, korsang og jazzmusik.
Der er lagt op til en festlig eftermiddag når SeniorHøjskolen den 5. juni fra klokken 15.30 til 18.00 fejrer 175-året for den første grundlov. Danmarks første grundlov blev vedtaget den 5. juni 1849, og dagen bliver markeret på højskolen som en festdag for folkestyret.
”Højskolerne har tre vigtige opgaver, som skal være med i vores undervisning og samvær. Vores hovedsigte er nemlig at skabe rammer for livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Det gør vi så hver dag fra morgen til aften, og grundlovsfesten er en måde at udfolde denne opgave på”, fortælle højskoleforstander Jesper Vinther.
Som taler er blandt andre inviteret 2 nyudklækkede studenter, da SeniorHøjskolen også ønsker at de unge stemmer er repræsenteret på dagen.
”En af 1800-tallets oplysningstænkere har sagt noget i stil med, at i et demokrati er hver ny generation som et helt nyt folk. Så det er vigtigt at ungdommen også får ordet, når vi fejrer grundloven. De er på alder med vores kursisters børnebørn, og det er godt, når man mødes på tværs af generationerne og taler om demokratiet”, mener højskolelærer Niels Wied, som er med til at arrangere grundlovsfesten.
Der er sat et stort telt op i højskolens park, så uanset vejret, så vil det blive en tørskoet fejring af demokrati og folkestyret. Til at underholde kommer koret ”Gimsingers”, der er et velsyngende amatørkor bestående af sangere fra Struer og Holstebro. Dagens repertoire er inspireret af Grundlovsfestens temaer. Og i pauserne mellem talere og korsang underholder SeniorHøjskolens husorkester med jazz-standarder.
Sidste år deltog der godt 150 i højskolens grundlovsfest, og det er håbet at fejringen kan blive en tilbagevende tradition, hvor borgere fra lokalområdet kommer og deltager i festlighederne. Eftermiddagen sluttes af med helstegt pattegris og jordbærtærte, og skal man være sikre på at kunne spise med, så er det en god idé at tilmelde sig grundlovsfesten på højskolens hjemmeside. Men man kan også bare møde op til fællesspisningen, som koster 100 kr. pr. person.
Vi byder jer velkommen til en festlig eftermiddag i parken.
Bedste hilsner på vegne af alle os på SeniorHøjskolen
Jesper Vinther
forstander