Valgfag - Billed- & Designværksted

MALERI VED JÆVNDØGN

Kursus 5

Blegt og poetisk. Sådan er det danske lys store dele af året.
I dette kombinerede male- og udefag skal vi undersøge og male det danske lys, som det er lige før forårsjævndøgn. Vi skal på tur og tage billeder af lyset (med vores telefoner eller andre simple kameraer). Billederne bliver forlæg for vores malerier, og du vælger selv, om du vil male med akvarel eller akryl.
Sammen skal vi tale om farver og stemninger i lyset og også se på andres fortolkninger af det danske lys bl.a. hos kunstnere som Oluf Høst og Ulrik Møller.
Du er meget velkommen både som helt nybegynder og som erfaren, blot du har lyst til at male og komme på små ture udendørs.
Du skal medbringe tøj, som kan tåle en klat maling, samt varm påklædning til turene.
Materiale- og ekskursionsudgift max 250 kr.

v/ Tine Lind, TL

PAPIRKLIP OG TEGNING

Kursus 5, 33

På dette værksted skal vi først og fremmest arbejde med papirklip.
Da jeg var barn i tresserne, var jeg med mine forældre i Polen. Mine forældre købte mange af de smukke papirklip, der den gang blev lavet og solgt overalt i Polen. Da vi kom hjem, gik jeg selv i gang med at lave foldeklip af dansende traner, trolde og frodige kvinder.
Senere så man kinesernes fine, grafiske papirklip. Og det at arbejde med papirklip blev i de år en stor trend.
Maleren Matisse og forfatteren og billedkunstneren William Heinesen har begge brugt papiret at udtrykke sig med. Matisse meget dekorativt og Heinesen stærkt fortællende. Begge store inspirationskilder.
På dette kursus kan man klippe eller skære direkte i papiret, eller man kan tegne sit motiv først, så man er på mere sikker grund.
Vi vil arbejde med sort og hvidt papir og med papir, som vi selv indfarver.
Materiale- og ekskursionsudgift max 250 kr.

v/Gitte Klokker, GK

ILLUSTRATION AF HØJSKOLESANGBOGEN

Kursus 12 & 33

Kender du til, at en bestemt sang fremkalder helt tydelige billeder og stemninger inden i dig?
I dette valgfag skal vi have billederne ned på papir, for vi skal illustrere vores yndlingssange fra højskolesangbogen. Vi skal arbejde med at finde ind til sangens stemning og budskab, finde 'billeder' i teksten, indsnævre motivet og ikke mindst at tegne flotte, sjove og stemningsfulde illustrationer.
Du behøver ikke at være en erfaren tegner for at deltage, du skal blot have lyst til at tegne med. En enkel tændstikmand kan med de rette greb blive til en fantastisk illustration. I faget lærer du forskellige grafiske tricks til at lave gode illustrationer. Efter kurset vil du helt sikkert være i stand til illustrere sangen til dit
barnebarns konfirmation eller din kones 70-års fødselsdag.
Vi arbejder på papir med blyanter, flydende tusch, farveblyanter og kridt, så husk passende arbejdstøj.
Materialeudgift max 250 kr.

v/ Tine Lind, TL

LAV FEDE FILM MED DIN TELEFON

Kursus 12

Dine børnebørn er sikkert det første, der dukker op, når du tænder din telefon. Og din fotorulle er proppet med gyldne billeder og videoklip fra din sommerferie eller din seneste udlandsrejse. Det er mindeværdige øjeblikke, som bare ikke er blevet til en rigtig film, som andre også kan få glæde af at se! Det kan du
lære på dette valgfag. Du lærer du at sætte dine videooptagelser sammen til rigtige film, og du lærer, hvordan du optager video med din smartphone eller tablet. Du lærer også, hvordan du indtaler, tekster og lægger musik på dine film. Du får praktisk erfaring i, hvordan du fremover skal lave seværdige videofilm.
Dette kursus er for alle, som har en iPhone/iPad eller en Android smartphone og gerne vil lære at optage gode videoer eller redigere tidligere optagelser sammen til gode minder.
Ingen erfaring nødvendig. Alle kan være med, hvis de har en smartphone eller en tablet.
OBS: Medbring selv en smartphone eller tablet. Vi har ekstraudstyr, som du kan låne på kurset, fx stativer, mikrofoner og lys.
Ekskursionsudgift max 100 kr.

v/Henrik Fink Isaksen, HI

RAKU - KERAMIK I RØG OG DAMP

Kursus 18

I dette valgfag dykker du ned i Østens forunderlige keramik. Processen er i starten klassisk lerarbejde, med formgivning og brænding. Rakuprocessen begynder først, når du lægger glasur på dine brændte emner, og efterfølgende går i gang med den helt specielle brændingsteknik. Modsat andre keramiske glasurbrændinger, er processen hurtig. Emnet varmes op til glasurens smeltepunkt, hvorefter det reduceres
under savsmuld. Det giver ild og røg, men kort tid efter kan du fiske dit emne ud af bålet og nyde dets overraskende skønhed.
Raku er kendetegnet ved, at glasuren under reduktionen får en ekstra blank og skinnende effekt samt, at der opstår smukke krakelerings mønstre. Et valgfag for såvel øvede som uøvede.
Regn med 250 kr. i udgift til materialeforbrug. Det er muligt at købe mere ler, hvis du ønsker det.

v/Kristian Tikjøb, KT

AKRYL, AKVAREL OG BLANDFORM

Kursus 29 & 38

På malerkurset vil du komme til at arbejde med flere processer og teknikker. Du kommer til at beskæftige dig med problemstillinger som komposition, kontraster og farvernes betydning, proportioner og flader.
Vi vil drage noget fra naturen ind, og legen og eksperimentet bliver en vigtig del af det hele.
I får både konkrete opgaver og inspiration. Undervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes formåen og er for både øvede og uøvede.
Materialeudgift på max 150 kr.

v/Johanne Randen, JR

IKONER I GLAS

Kursus 38

Valgfaget henvender sig både til øvede og uøvede, og her bliver fantasien sat i gang. Valgfaget arbejder løbende med det særlige udtryk, som ikoner i glas kan give.
Arbejdet med glas starter, når det er koldt, og så brænder vi det efterfølgende i en keramikovn. I starten laver vi fine ting lavet af skår fra vinflasker, og så bevæger vi os over til at bruge både vinduesglas, glasskår og Bullseye-glas samt glasmaling.
Der er en udgift til materialer på valgfaget, og det bliver afregnet pr. kg: Vinduesglas 150 kr./kg og Bullseye-glas 250 kr./kg. Normalt bruger kursisterne for ca. 200 - 250 kr. i udgifter til glas.

v/ Clara Lundby, CL

Kurser på Seniorhøjskolen
30 sep 2020
32A | 30.09 - 06.10.20 | 4.700 KR | 1 uge
30 sep 2020
32B | 30.09 - 06.10.20 | 4.700 KR | 1 uge
7 okt 2020
33* | 07.10 - 20.10.20 | 6.300 KR | 2 uger
Se alle kurser