Valgfag 2025

MUSIK & SANG

 

HØJSKOLESANGBOGEN PÅ KRYDS OG TVÆRS
Kursus 14
Højskolesangbogen rummer 601 sange. På valgfaget vil vi synge af karsken bælg – og komme på kryds og tværs i sangbogen. Vi skal tale om sangene, komponisterne og forfatterne- og der vil også blive mulighed for, at du kan være med til at vælge, hvilke sange, vi skal synge sammen.  Højskolesangbogen vil blive krydret med lidt andre syngeaktiviteter og stemmeopvarmning. Det skal nok blive sjovt, sangbart og i god stemning.
v/Per Odgaard

 

KLÆDT PÅ TIL KLASSISK – FRA BACH TIL BEETHOVEN
Kursus 14
Alle kan forstå klassisk musik, og der er ikke en bestemt forståelse, der er den rigtige. På valgfaget vil vi dykke ned i en række kendte klassiske musikstykker, lytte til værkerne og tale om musikken, komponisterne, musikperioderne og tiden musikstykkerne blev til i. Kan du tænke dig at vide lidt mere om at lytte til klassisk musik, så er kurset lige noget for dig.
v/Per Odgaard

 

NU ER DAGEN FULD AF SANG – PÅ RUNDTUR I HØJSKOLESANGBOGEN
Kursus 33 - 39
Højskolesangbogen rummer sange fra en hel menneskealder – og der er en sang til enhver lejlighed. Vi skal synge mange af de gamle og kendte sange – men vi skal også lære nogle af de nye sange at kende. Sangene vil blive krydret med historiske og anekdotiske fortællinger om deres indhold, musikalske univers og forfattere. Højskolesangbogens 19. udgave kommer vidt omkring i sine sange – så det kommer vi også til.  Kom og syng med den stemme, du har.
v/Martin Ravn

 

MUSIKKEN, DER FORMEDE OS - POPULÆRMUSIK FRA 50’ERNE TIL 80’ERNE
Kursus 29 - 39
På valgfaget skal vi lytte til populærmusikken, tale om musikkens mennesker og miljøer – og sætte det hele ind i sen sammenhæng med tiden. På valgfagene bliver der lavet en række tematiske nedslag i perioden, og vi skal høre om blandt andet den amerikanske indflydelse i den populærmusik, om den politiske musik i 70´erne, om protestsangere fra udlandet og herhjemme og om dansktoppens kulturhistorie.
v/Henrik Adler

 




SAMFUND & HISTORIE


BESÆTTELSESTIDENS HISTORIE
Kursus 5 - 39
Vores forældres og vores opvækst er virkelig præget af besættelsestidens historie. Hvad enten, det er dens historiske forløb eller indflydelsen på danskernes hverdag med mørkelægning og rationering, så kom det til at præge dem, der oplevede det. Mange har hørt: ”Husk at slukke lyset!” ”De der sko kan vist godt holde lidt længere!” Eller måltider baseret på levninger. Men besættelsestiden har også andre perspektiver. Den var med til at forme opbyggelsen af det velfærdssamfund, som kom ud af efterkrigstiden, hvor staten overtog mange af de opgaver, familien før havde løst. Og endelig i det store perspektiv demokratiets sejr over diktaturerne. Skabelsen af en ny verdensorden med internationalt samarbejde, og hvor krig skulle afløses af forhandling. Ting, som måske i dag kan virke naive, men for generationerne dengang var et håb og løfte om en ny og fredelig verden. Betaling på valgfaget er 100 kr.
v/Asger Gyldenkærne

 

DEN KOLDE KRIG - DA VERDEN HOLDT VEJRET
Kursus 33
Flere gange efter 2. verdenskrigs afslutning har verden holdt vejret – bliver der krig igen eller? Vi oplever igen og igen at verdensfreden ikke er noget givet, og at den kolde krig snart kan blive varm igen. På valgfaget trækker vi linjerne op fra 1945 til i dag. Det er planen, at der indgår en heldagsekskursion til REGAN Vest – den store koldkrigsbunker, der skulle være sæde for den danske regering. Der vil være et begrænset antal pladser på holdet. Betaling på dette valgfag er 500 kr.
v/Asger Gyldenkærne

 

HØJDEPUNKTER I DANMARKS HISTORIE
Kursus 22
Danmarkshistorien er jo ikke beskrivelsen af en rolig, fremadskridende proces, der fører til skildringen af det Danmark, vi kender i dag. Det er derimod dramatiske episoder, der har givet udviklingen drejninger, som har haft store konsekvenser. Som et eksempel reformationen - ikke bare betød den et kirkeligt sporskifte på længere sigt men også en betydelig styrkelse af kongemagten og skabte grundlaget for de kirkelige brydninger i 1800-tallet. Vi vil på kurset tage sådanne centrale temaer op og se på deres langtidsbetydning for udviklingen. Det kan være emner som Vikingetiden, Middelalderen, reformationen, den folkelige rejsning i 1800-tallet samt besættelsestiden. Betaling på valgfaget er 100 kr.
v/Asger Gyldenkærne


VORES NYE VERDENSORDEN
Kursus 29
Verden er under forandring og I disse år oplever vi store rystelser i den amerikansk ledede internationale orden. Ikke siden Sovjetunionens sammenbrud, har det internationale system oplevet så store forandringer, som bl.a. Ruslands krig i Ukraine og Kinas indtræden på verdensscenen er med til at illustrere. På valgfaget kigger vi nærmere på nogle af de udviklinger, dynamikker og konflikter som både blotlægger og fremmer nye spilleregler på verdensscenen.
v/Niels Bjørn Wied



 

NATUR & BEVÆGELSE


BEVÆGEGLÆDE - ET AKTIVT LIV
Kursus 5 - 22
Bevægeglæde handler om at have det sjovt og godt med os selv, mens vi bevæger os. Gennem en blanding af kortere oplæg og refleksion samt forskellige bevægelsesformer skal vi udforske og udfordre vores kroppe og os selv samt komme i godt humør og more os med hinanden. Vi skal prøve kræfter med forskellige bevægelsesformer såsom mobility, zumba, udendørs-øvelser og vandring, der både ”smører” vores led, får vores pulse op, træner vores koordinationsevner, og der vigtigst af alt giver os glæde og gør os i godt humør. Medbring sko og tøj du kan bevæge dig i til både inde og ude. Betaling på valgfaget er 100 kr.
v/Johanne Kudahl Andersen
 


MENTALT SUND OG FYSISK FIT
Kursus 33
65+ og livet foran dig - og så melder der sig et særligt ansvar eller en større frihed - som man nu ser på det! Ansvaret/friheden går ud på, at krop og sind nu begynder at kræve et større nærvær fra din bevidsthed, hvis du skal forblive den bedste udgave af dig selv - længst muligt! Samarbejdet mellem dig og livets udfordringer, sætter vi stævne på dette valgfag - det gør vi med fokus på positivitet og livsglæde. Undervisningen vil være en vekselvirkning mellem oplæg, fælles refleksioner og fysiske øvelser. Vi laver blid yoga - og træner kommunikationen mellem kroppen & bevidstheden og den gode vejrtrækning. .
v/Gitte Bitsch
 


NATURVANDRINGER VED HAV & FJORD, 4-6 KM
Kursus 5 - 14 - 39
Vind i håret og skumsprøjt – naturglæde og nærvær. Ud og mærke årstidens vind og vejr på 5 udvalgte vandreture ved hav og fjord, i store åbne vidder, med bakker og bølger og i skovens dybe stille ro. Unikke landskaber og forunderlige naturoplevelser; naturglæde, godt for krop og sind. Turene krydres med fortællinger fra egnen, om folk, flora og fauna. Vi går uanset vejr og vind, så medbring praktisk og godt udetøj og sko. Betaling på valgfaget er 250 kr.
v/Julietta Jensen

 
UD I DET BLÅ, NATURVANDRINGER 4-6 KM
Kursus 21 - 29 - 33
“Ud i det blå” fører os ad smalle stier, under høje træer, langs store skrænter i et stort åbent landskab med et vidt udsyn over fjord og hav - dansk sommer og efterår, når det er bedst. Har du lyst til at gå, hvor himlen er klar og blå, så på med støvler og rygsæk og ud i den vestjyske natur. Betaling på valgfaget er 200 kr.
v/Knud Sørensen

 

YOGA & MEDITATION
Kursus 14
Optimer kommunikationen med din krop - både når den virker, og når den ”værker”! Undervisningen omfatter klassisk yoga, åndedrætsøvelser, koncentrationsøvelser, dybdeafspænding og meditation. Oplæg om kroppens funktion og om kroppens og sindets samspil med fokus på, hvorfor yoga faktisk virker! Forkundskaber er ikke nødvendige for at kunne deltage. Både nybegyndere og fortsættere er velkomne.
v/Gitte Bitsch


YOGA & SMIDIGHED
Kursus 39
Dette valgfag står i yogaens tegn og vil byde på en blanding mellem kortere oplæg og yogaundervisning. Vi skal fordybe os i yogaens filosofi og historie, fordybe os i os selv og i yogaens forskellige stillinger. Undervisningen tager primært udgangspunkt i Hatha Yoga - men vi skal også prøve kræfter med Yin Yoga. Gennem yogaen skal vi bl.a. arbejde med smidigheden af vores led, vores balance samt med afspænding af kroppen. Kurset er for alle.
v/Johanne Kudahl Andersen




LITTERATUR & FILOSOFI


FARLIGE FORBINDELSER - FEMINISTER, FYSIKERE OG FILOSOFFER 
Kursus 5 - 22
På dette kursus skal vi diskutere forbindelserne, som i nyere tid er opstået mellem feminisme, fysik og filosofi med udgangspunkt i tænkere som Donna Haraway, Karen Barad og Isabelle Stengers. Vi vil stifte bekendtskab nye idéer om hvordan feminisme, fysik og filosofi ikke nødvendigvis kan, skal og bør opfattes som adskilte discipliner, som ikke har noget at tilbyde hinanden.
v/Kathrine Liedtke Thorndahl 


HVAD GØR ET MENNESKE? KUNSTIG INTELLIGENS TIL DEBAT 
Kursus 39
Når man færdes på internettet, bliver man ikke så sjældent bedt om at bekræfte, at man er et menneske og ikke en robot eller algoritme. Ét eneste klik er dog som oftest nok til at overbevise systemet om, at man er et menneske, og derfor kan man nemt komme i tvivl om, om den kunstige intelligens nu også er så intelligent, som den påstås at være. Dette valgfag belyser forholdet mellem menneske og teknologi og sætter den kunstige intelligens og mulige konsekvenser til debat.
v/Kathrine Liedtke Thorndahl 


LITTERATUR & LANDSKAB 
Kursus 22
Et litteraturkursus med masser af frisk luft! Her læser og lytter vi til skønne tekster om udendørslivet, fra klassikere som Henry David Thoreaus Walden og Knut Hamsuns Pan til moderne vandreskildringer som Cheryl Strayeds Wild og Tomas Espedals Gå. Vi tager selvfølgelig også på en række gode vandreture (4-5 km.) i Nørre Nissum, Vesterhavet og Klosterheden, hvor vi kombinerer gang med tankegang og poesi. Betaling på valgfaget er 200 kr.
v/Maja Lucas



LÆSNING FORBUDT! BAGOM BANDLYSTE BØGER 
Kursus 14 - 29 - 33
Magthavere har historisk set ofte forsøgt at forbyde bøger, som de har opfattet som samfundsundergravende. På trods af at sådanne forbud sjældent har haft den ønskede effekt, snarere tværtimod, ses der også i dag forsøg på at begrænse udbredelsen af visse værker og det endda i lande, vi ellers betragter som moderne. På dette valgfag vil vi se nærmere på bøger, som udsættes for censur og forbud og drøfte de bagvedliggende mekanismer og forklaringer, som bruges både for og imod sådanne begrænsninger.
v/Kathrine Liedtke Thorndahl



SOL OG REGN, SNE OG BLÆST I DANSK LITTERATUR 
Kursus 5
Valgfaget giver eksempler på, hvordan danske forfattere de seneste 200 år har skrevet om vejret i blandt andet digte, noveller, erindringer og romaner. Tekster af ældre forfattere som H.C. Andersen, Johannes V. Jensen og Thøger Larsen indgår i kurset, og nyere forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Lone Hørslev og Josefine Klougart tages også op. Vi synger os gennem en del af teksterne, og de øvrige er så korte, at de kan læses på stedet. Værker fra billedkunst og musik inddrages til supplerende belysning af teksterne.  
v/Peter J.O. Rasmussen



KREATIVITET & HÅNDVÆRK


RAKU FOR BEGYNDERE
Kursus 14
Velkommen til rakus forunderlige verden. Raku er oprindelig en japansk teknik indenfor keramik-brænding. Det er en helt eventyr at arbejde med raku, og man ved aldrig, hvordan det bliver. Du introduceres til helt grundlæggende teknikker. Raku betyder ”velvære, glæde og fornøjelse”, og det vil vi givetvis få ved at modellere og brænde raku. Udgifter til materialer må påregnes. (maks. 250 kr.)
v/Anna Bjerre


STRIK - KREATIVITET OG FÆLLESSKAB
Kursus 14 - 33
Trænger du til at bruge dine hænder og udfolde dig kreativt? Dette valgfag er dedikeret til at lege og eksperimentere gennem strik, hvor du på baggrund af inspirationsoplæg kan prøve forskellige teknikker, lege med farvesammensætninger og mønstre. Du ønsker måske at prøve at lave et nyt mønster til din yndlings sweateropskrift? Prøve at lave et sjal med restgarn, du selv har sammensat? Eller du har måske en strikkeopskrift, du har brug for hjælp til eller ønsker at modificere en smule, således den passer dig endnu bedre? Faget er for alle niveauer, men det er en fordel, hvis du før har prøvet kræfter med at strikke. Du kan vælge selv at medbringe garn, og ellers stiller SeniorHøjskolen et udvalg til rådighed, hvor udgifter til materialer må påregnes. Medbring gerne egne strikkepinde, hvis du har.
v/Johanne Kudahl Andersen


TEKSTILTRYLLERI OG FRIHÅNDSBRODERI
Kursus 5 - 39
De fleste forbinder måske broderi med korssting og navneklude efter stramme regler. Men broderi er meget andet. Vi broderer i en legende let frihånd. Blomster, fugle og dyr, citater eller grafiske mønstre... kun fantasien sætter grænser! Vi starter med en lille fællesopgave, og herefter slippes kreativiteten fri. Brodér din egen blomstereng med yndige franske knuder eller medbring et gammelt broderi og giv det et nyt tvist med et fyndigt citat eller en ironisk kommentar! Undervejs hører vi også lidt om broderiets historie og moderne broderikunst og får tips og tricks til, hvordan broderi kan bruges til at give brugte tekstiler nyt liv. Udgifter til materialer må påregnes.
v/Astrid Skou Hansen



KUNST & KULTUR

10 MUSEER PÅ 5 DAGE 
Kursus 14
Oplev en perlerække af vestjyske kulturinstitutioner, når vi tager på tur til egnens museer og bliver klogere på kunst- og kulturlivet i Nordvestjylland. Mange af egnens museer er blevet omskabt i løbet af de seneste år, og det danner udgangspunkt for en række stærke kulturoplevelser. I dette valgfag skal vi over fem dage rundt i historien, kunsten og kulturens verden. Vi vil blive præsenteret for et bredt udvalg af museumsudstillinger, fra de helt traditionelle, til de eksperimenterende og nyskabende. Undervejs taler vi sammen om, hvad der gør en museumsoplevelse god, hvilke formidlingsgreb der virker, og hvad der skal til for at ramme os som publikum og skabe en oplevelse, som vi bliver ved med at huske. Ekskursionsudgift 250 kr.
v/Astrid Skou Hansen 


I DANMARK ER Æ FØJ, DER HÅR Æ JÆM
kursus 29 - 39
Du danske sprog, du er min moders stemme, synger vi med HC Andersen, og i dette valgfag vil vi kigge på netop modersmålet som det lyder fra kyst til kyst, men ikke i den rigsdanske variant. Vi vil kigge nærmere på fænomenet dialekt og tage temperaturen på den. Vi vil gå på opdagelse efter den i medierne, i filmkunsten, i musikken og prøve at blive klogere på, hvilken rolle dialekten har spillet og spiller i dag. Vi vil synge og quizze og forhåbentlig få lov til at lytte til vaskeægte røverhistorier - på dialekt.
v/Jette Gøjsen Christensen 


I FOLKEMINDESAMLERENS FODSPOR 
Kursus 22
Kom med, når vi på dette valgfag går i folkemindesamleren Evald Tang Kristensen (1843-1929) fodspor! Evald Tang Kristensen er måske Danmarks betydeligste folkemindesamler, og han indsamlede alt fra folkeviser, eventyr og sagn til remser, gåder og ordsprog – særligt i de vestjyske Hedeenge. Vi skal undersøge, hvem han var og dykke ned i nogle af de utallige, fascinerende jyske folkeminder, han samlede ind i løbet af sit mangeårige virke. Vi skal synge viser og høre om kloge folk, troldmænd og magiske urter. Og så skal vi ud i historien og opleve nogle af de steder, som har dannet grundlag for egnes fortællinger. Vel mødt til 14-dage med eventyr og oplevelser i magiske Vestjylland.  Betaling på valgfaget er 200 kr.
v/Astrid Skou Hansen & Janni Kjeldager Østergaard

JYSKE FORTÆLLINGER
Kursus 5 - 33
Vesterhavet, Limfjorden og den jyske hede har altid fascineret og inspireret. Medrivende poesi, fantastiske malerier og fængslende romaner vidner om, at naturen, kulturen og egens befolkning her er af en helt særlig karakter. På dette valgfag går vi i forfatternes fodspor og oplever de steder, som har dannet grundlag for nogle af de mest populære fortællinger. I Nørre Nissum dykker vi ned i “Ånden på Nørre Nissum” - om præsten Adolph Laurits Hansen. Vi skal ud til Vesterhavet, hvor vi fordyber os i H.C. Andersens ”En historie fra klitterne”. Og så besøger vi ”Enkernes Land”, Harboøre og stiller skarpt på Thyborøn, Cheminova og Kim Blæsbjergs ”De bedste familier”. Valgfaget byder i øvrigt på en formiddag med digte og sange fra Limfjordsegnens forfattere og et kig på Kunstnerkolonien i Toftum Bjerge. Betaling på valgfaget er 150 kr.
v/Janni Kjeldager Østergaard


KULTUREKSPEDITIONER
Kursus 29 -33
Den første dag besøger vi en af de lokale efterskoler i nabolaget. Vi skal til Thyborøn, hvor havet og fjorden brydes - og krydre med et besøg på bl.a. Fiskeauktionen, som er en af de største i DK. En rask gåtur (3-4 km) langs havet eller fjorden er en fast del af programmet, hvor vi oplever besættelsesmagtens solide betonbyggeri under 2. Verdenskrig. Da vi skal på flere ekskursioner, er der en egenbetaling på 200 kr.
v/Peder Laursen


SKIDESPRÆLLERE,HUNDEHOVEDER OG GENIALE PLANER

kursus 5 - 33
Hvad er det Olsenbanden kan, der stadig ikke har sluppet sit greb i den danske folkesjæl? I dette valgfag vil vi kigge Balling og Baas i kortene. Vi vil forsvinde ind i et univers, hvor alle går med hat, hvor skurkene dukker op igen og igen bare under forskellige navne, hvor man kan slippe af sted med at kalde andre for skidespræller og hundehoved og hvor Yvonnes sprogblomster fik en hel befolkning til at tænke: Siger man virkelig sådan? Vi vil se film, filmklip og bla. synge den fantastiske festsang fra politikorpsets udflugt.
v/Jette Gøjsen Christensen




Kurser på Seniorhøjskolen
20 dec 2024
20 dec 2024
40A | 20.12 - 27.12.24 | 7.050 KR | 1 uge
27 dec 2024
40B | 27.12.24 - 02.01.25 | 7.050 KR | 1 uge
Se alle kurser