Valgfag 2025 - Kreativitet & Håndværk
KREATIVITET & HÅNDVÆRK
RAKU FOR BEGYNDERE
Kursus 14
Velkommen til rakus forunderlige verden. Raku er oprindelig en japansk teknik indenfor keramik-brænding. Det er en helt eventyr at arbejde med raku, og man ved aldrig, hvordan det bliver. Du introduceres til helt grundlæggende teknikker. Raku betyder ”velvære, glæde og fornøjelse”, og det vil vi givetvis få ved at modellere og brænde raku. Udgifter til materialer må påregnes. (maks. 250 kr.)
v/Anna Bjerre
STRIK - KREATIVITET OG FÆLLESSKAB
Kursus 14 - 33
Trænger du til at bruge dine hænder og udfolde dig kreativt? Dette valgfag er dedikeret til at lege og eksperimentere gennem strik, hvor du på baggrund af inspirationsoplæg kan prøve forskellige teknikker, lege med farvesammensætninger og mønstre. Du ønsker måske at prøve at lave et nyt mønster til din yndlings sweateropskrift? Prøve at lave et sjal med restgarn, du selv har sammensat? Eller du har måske en strikkeopskrift, du har brug for hjælp til eller ønsker at modificere en smule, således den passer dig endnu bedre? Faget er for alle niveauer, men det er en fordel, hvis du før har prøvet kræfter med at strikke. Du kan vælge selv at medbringe garn, og ellers stiller SeniorHøjskolen et udvalg til rådighed, hvor udgifter til materialer må påregnes. Medbring gerne egne strikkepinde, hvis du har.
v/Johanne Kudahl Andersen
TEKSTILTRYLLERI OG FRIHÅNDSBRODERI
Kursus 5 - 39
De fleste forbinder måske broderi med korssting og navneklude efter stramme regler. Men broderi er meget andet. Vi broderer i en legende let frihånd. Blomster, fugle og dyr, citater eller grafiske mønstre... kun fantasien sætter grænser! Vi starter med en lille fællesopgave, og herefter slippes kreativiteten fri. Brodér din egen blomstereng med yndige franske knuder eller medbring et gammelt broderi og giv det et nyt tvist med et fyndigt citat eller en ironisk kommentar! Undervejs hører vi også lidt om broderiets historie og moderne broderikunst og får tips og tricks til, hvordan broderi kan bruges til at give brugte tekstiler nyt liv. Udgifter til materialer må påregnes.
v/Astrid Skou Hansen