Valgfag - kursus 38

LITTERATURVÆRKSTED

Hvad fortæller litteraturen om den tid, den er skrevet i?
Valgfaget Litteraturværksted veksler mellem oplæg, læsning, analyse og tekstarbejde i fællesskab.
Vi skal arbejde med forskellige litterære perioder fra 1850 til 2019. Guldalder og romantik, Det moderne og det folkelige gennembrud, men også helt nyeste tid.
Der indgår to ekskursioner: En hel dag til Kunst- og Kulturcentret Tuskær og en tur til Struer Museum.
Ekskursionsudgift 150 kr.

v/Lise Rokkjær, LR

FRYD FOR ØJET - KUNSTHISTORIE OG BILLEDANALYSE

Du kan få større udbytte ud af kunst, når du har nogle redskaber til at åbne kunsten med.
I valgfaget arbejder vi med metoder til at analysere maleri og skulptur. Hvordan læses et realistisk, et abstrakt, et surrealistisk eller et konceptuelt værk? I valgfaget tager vi så vidt muligt udgangspunkt i de kunsthistoriske perioder, som interesserer dig. Vi vil besøge et af de lokale kunstmuseer, som præsenterer
den mest relevante udstilling i forhold til valgfaget.
Ekskursionsudgift 100 kr.

v/Kristian Tikjøb, KT

HØJSKOLESANGBOGEN - FOLK OG FORTÆLLINGER

Hvis man vil finde kernen i, hvad der kan kaldes dansk, søger efter eksempler på sammenhængskraft i dansk kultur og eksempler på gedigen dansk lyrik i 200 år, så er højskolesangbogen ikke til at komme
uden om! Vi dykker ned i sangene, i historien og fortællingerne, og synger af hjertens lyst - "Så syng da Danmark lad hjertet tale".
Dette valgfag ligger lige, mens den nye 19. udgave af højskolesangbogen udkommer, og vi skal naturligvis synge den ind og synge de afgående sange ud. Vi vil jonglere mellem de to udgaver gennem valgfaget, og alle kursister på dette kursus 38 får den nye højskolesangbog med hjem fra kurset. På dette valgfag prøver vi at vokse sammen med den. Og hvis sangbogen bliver forsinket, så sørger vi hvert fald for at få sunget den 18. udgave godt igennem.
Ekskursionsudgift max 100 kr.

v/Martin Ravn Jensen, MR

IKONER I GLAS

Valgfaget henvender sig både til øvede og uøvede, og her bliver fantasien sat i gang. Valgfaget arbejder løbende med det særlige udtryk, som ikoner i glas kan give.
Arbejdet med glas starter, når det er koldt, og så brænder vi det efterfølgende i en keramikovn. I starten laver vi fine ting lavet af skår fra vinflasker, og så bevæger vi os over til at bruge både vinduesglas, glasskår og Bullseye-glas samt glasmaling.
Der er en udgift til materialer på valgfaget, og det bliver afregnet pr. kg: Vinduesglas 150 kr./kg og Bullseye-glas 250 kr./kg. Normalt bruger kursisterne for ca. 200 - 250 kr. i udgifter til glas.

v/ Clara Lundby, CL

VINTERVANDRINGER OVER STOK OG STEN, 4-8 KM

Vind i håret, skumsprøjt og pulsen op. Ud og mærke årstidens vind og vejr. 5 raske vandreture ved hav og fjord, åbne vidder, bakker og bølger, og i skovens dybe stille ro.
Unikke landskaber, naturoplevelser og naturglæde, det er godt for krop og sind. En buket af forrygende landskaber og natur, fyldt med forunderlige og fantastiske fortællinger fra den vestjyske natur. Vi går uanset vejr og vind, så tag praktisk tøj og vandresko med.
4 busture ud til vandreturenes startsted medfører en ekstra udgift til bus på i alt 250 kr.

v/Julietta P. Jensen, JJ

BESÆTTELSESTIDEN

2. verdenskrig og besættelsestiden er stadig aktuel. Den interesserer os, fordi tiden efter blev en helt anden, og fordi ny forskning stadig afdækker ny viden.
På valgfaget vil vi dels se på årsagerne til krigen, på fascismens og nazismens væsen, og på hvorfor krigen var uundgåelig og dens forløb.
Omkring Danmarks besættelse vil vi følge dens forløb, fra samarbejdspolitikken til modstandsbevægelsen. Herunder også emner som jødeforfølgelsen, de hvide busser og departementchefstyret.
Men besættelsen var andet end det. Det var også en hverdag for den enkelte med rationeringsmærker, erstatningsvarer og mørklægning. Alt dette kommer vi naturligvis også ind på.
Endelig afslutter vi med befrielsen og den nye verdensorden, der tegnede sig.
Ekskursionsudgift max 100 kr.

v/Asger Gyldenkærne, AG

LYRIKVÆRKSTEDET

Mange har et ønske om at kunne udtrykke sig lidt mere lyrisk end bare til husbehov og huskeseddel. Det kan være befriende at bruge billedsprog, dykke ned i oplevelser og beskrivelser, søge og finde inspiration alle steder i hverdagen og verden omkring os og bagefter sætte det hele på ord som et digt eller på vers.
Vi finder det kreative ord-springvand i os selv og øver os på at hente det frem på kommando. Vi laver små, korte vers eller livsbekræftelser og hjælpes ad med at give dem rytme og melodi, og sammen løfter vi overliggeren lidt, efterhånden som vi bliver klar til det.
Kendte lyrikere kommer under lup, når vi undersøger deres måde at bruge sproget på, når verden skal beskrives i koncentrat.
OBS: Det er altså ikke et værksted for selskabssange. Her er det vores egne oplevelser, indtryk og erfaringer, vi sætter i udtryk og ender med at kunne fremføre i kredsen, ganske enkelt og nede på jorden.
Ekskursionsudgift max 100 kr.

v/Sisse Skovbakke, SS

AKRYL, AKVAREL OG BLANDFORM

På malerkurset vil du komme til at arbejde med flere processer og teknikker. Du kommer til at beskæftige dig med problemstillinger som komposition, kontraster og farvernes betydning, proportioner og flader.
Vi vil drage noget fra naturen ind, og legen og eksperimentet bliver en vigtig del af det hele.
I får både konkrete opgaver og inspiration.
Undervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes formåen og er for både øvede og uøvede.
Materialeudgift på max 150 kr.

v/Johanne Randen, JR

Kurser på Seniorhøjskolen
1 maj 2024
14 | 01.05 - 07.05.24 | 5.450 KR | 1 uge
8 maj 2024
15A | 08.05 - 14.05.24 | 5.350 KR | 1 uge
8 maj 2024
15B | 08.05 - 14.05.24 | 5.350 KR | 1 uge
Se alle kurser